Hårdkrom, kemisk nikkel og serviceydelser

Nichro belægger dine emner med hårdkrom og/eller kemisk nikkel. Formålet er at beskytte dine emner mod slid og korrosion.

Begge processer er vådprocesser, hvor emnerne monteres på ophæng, hvorefter de sænkes ned i diverse proceskar fyldt med forskellige væsker. MEN det er ikke sådan, at du bare kan vente i gården, mens vi belægger dine varer med den ønskede metal-overflade. Vi er nødt til at vide, hvad de færdige emner udsættes for, og hvilke tolerancer de færdige emner skal have for at kunne fungere optimalt, når de leveres til slutbrugeren. Ja, oplysningerne er rent faktisk afgørende for både valget af belægningstype og valget af procesparametre.

Vi tager derfor en snak med dig før vi går i gang med at plettere dine emner. Og når vi så er i dialog - ja, så taler vi også om alt det praktiske så som tidsfrister, leveringssted samt evt. efterbehandling og koordinering af andre underleverandører. Du kan se mere herom under punktet serviceydelser. Du kan også få mere at vide om hårdforkromning og kemisk fornikling under punktet viden.